Rødkålsgryde

Udskriv opskrift

Billede af Rødkålsgryde fra Verdens Lækreste Opskrifter

Dette er en lækker og anderledes måde at severe rødkål på, lidt ligesom en let og bedre brunkål med vineddike og rosmarin til at holde på formerne. Det er en fyldig vinterret der kan være med til at holde humøret oppe i den mørke tid. Jeg har her anvendt en god kvalitet franfurter, men enhver kraftigt røget, og gerne spicy, pølse vil fungere.

Ingredienser:

½ rødkål
1 spsk olivenolie
25 g smør
1 stort hakket løg
1¼ dl rødvinseddike
4 spsk brun farin
1 finthakket rød chili
2 tsk tørret rosmarin
1 stort skraldet madæble i store tern
6 tykke frankfurtere i 3 cm skiver
3 dl vand

Fremgangsmåde:

Skær rødkålen i kvarte og fjern stammen. Snit det fint og læg det i en gryde sammen med alle de andre ingredienser, undtaget pølsen. Tilsæt 3 dl vand, salt og peber og varm retten op til den simre. Skru ned for varmen, læg låg på og lad retten snurre stille og roligt i 1½ times tid. Hvis den er ved at tørre ud, spædes op med lidt mere vand. Tilsæt pølsen og lad retten snurre videre under låg i en 20 minutters til. Tag låget af og kog retten lidt ind i en 10 minutters tid.

Servér rygende varm med en lækker gang kartoffelmos.

Denne opskrift er blevet vist 3.625 gange