Kalvefrikassé

en opskrift fra www.rogilds.dk

Denne ret er for mig, der er opvokset på landet, tegn på, at nu er sommeren der: nye ærter, nye gulerødder, nye asparges og nye kartofler. Men den kan selvfølgelig laves hele året, fordi vi nu har alle tingene i frostboksen.

Ingredienser:

2 kg kalvebryst eller bov
vand
salt
suppevisk af persille, selleriblade, porretop
1 bdt gulerødder
1 bdt grønne asparges
125 g ærter

Sauce:
4 spsk smør
4 spsk mel
½ l siet suppe
salt, peber
1 bdt persille

Fremgangsmåde:

Kog kødet i vandet tilsat salt og suppevisk, til det er mørt, ca 1 time. Kom hele gulerødder i de sidste 10 minutter af kogetiden og asparges de sidste 5 minutter. Ærterne skal kun varmes igennem til sidst. Tag kødet og grønsager op af suppen og skær kødet i pæne skiver, gulerødder og asparges i passende stykker og læg det på et fladt fad. Si suppen og rør en melbolle sammen (mel og blødgjort smør røres sammen). Put melbollen i suppen sammen med ærterne og kog igennem i 2 minutter.

Hæld saucen over kødet og grønsagerne og drys med persille. Server med nye kartofler eller brasede kartofler.

Copyright 2009-2023, Rogilds. All rights reserved