Stemninger fra TORM Ungdoms Grandprix
14.-16. maj 2010 i Kragenæs

Indbydelse
Tilbage til invitationen
Resultater
Billedgalleri

Vores udsendte, Bent Buhl, har vandret stævnet rundt adskillelige gange i de sidste par dage og har indsamlet stemninger, små historier og et par billeder fra rundt omkring:

Vejvisere ved KragenæsKragenæs blev invaderet!
Med en strid nordvestenvind blafrede dannebrogsflagene gennem hovedgaden i Kragenæs og bød sejlerne velkommen til Torms Ungdoms Grandprix i Kr. Himmelfartsferien. På et tidspunkt var der kø på tilkørselsvejen til stævnearealet, så sejlklubbens vejvisere, Jens og Henrik, var rigtig kommet på arbejde.

Som det ses på billedet var de placeret på det strategiske hjørne, hvor de kunne vise sejlerne vej dels til campingpladsen i Kragenæs dels til sejlklubbens interemistisk indrettede campingplads til lejligheden. Skønt der til tider var voldsomt pres på ankomsterne, forløb alt fuldstændig gnidningsløst og til alles tilfredshed.

Når traileren frem?
Materialet fra Dansk Sejlunion checkesOfficials fra sejlklubben er ved at klargøre materialet, som skal bringes med til havs, når fredagens komkurrencer begynder. Materialerne, som skal bruges til konkurrencerne, er leveret af Dansk Sejlunion i 2 store trailere. Den første af disse er ankommet, men med spænding venter man på trailer nr. 2. - Det forlyder, at den vil ankomme via Spodsbjerg - Taarsruten kl. 15.00 direkte fra nogle konkurrencer, som er afholdt i Jylland. -

Som det ses i baggrunden nåede trailer nr. 2 også frem, og derefter gik det kvikt med at konstratere, om alt var ok. - Det var det vist

Bureaupigerne er på hårdt arbejde!
I disse dage er sejlklubbens klubhus indrettet til sejlerstævnets bureau, hvor Karina, Lene, Lisa og Anni huserer fra tidlig morgen til sen aften. Med charmerende venlighed, glade Bureauet holder styr på stævnet med smilende, venlig myndighedsmil og naturlig myndighed byder de sejlerne velkommen til stævnet og checker, at diverse dokumenter er i orden. Den 5-årige Mille er stævnets bureauhund, som hviler trygt i sin kurv sammen med Lisa og Anni

Kim Elmegaard er ansvarlig for bureauet og samtidig medlem af sejlerjuryen. Her holder han briefingmøde med bureaupigerne forud for sejlernes ankomst. Det er vigtigt, at der fastlægges nogle ensartede retningslinier, når der skal tages stilling til diverse problemstillinger, som sejlerne bringer til torvs.

Meget, meget lille by - men dejlig atmosfære!
3 gæve sejlerpiger med store grin på...3 gæve sejlerpiger er med fjant og tjas i færd med at rejse teltet på sejlklubbens campingareal. Om de har helt check på diverse teltbarduner og stropper, vides ikke, men de tager det hele med højt humør og napper sig et lille hvil nu og da siddende oven på al deres bagage.

Pigerne er forrest tv. Claudia, 17 år og fra Fåborg. Th. sidder Stine, 17 år og fra Fredericia, og bagerst sidder Lin fra århus, som er 18 år gammel. - Stine og Lin skal sejle sammen, mens Claudia venter på sin sejlerkollega. Lins far har været chauffør, men han er nu kørt videre til Sjælland til andre gøremål, mens pigerne dyster i det våde element.

På spørgsmålet om, hvad deres første indtryk var, giver de alle udtryk for, at de var overraskede over, så lille byen var, men til gengæld var de meget glade for alle de venlige mennesker bag stævnet, som de allerede havde mødt. Hjælpsomme og imødekommende hele vejen igennem.

- Skal I sejle efter 1. pladsen?
- Nej, det tror vi ikke. Vi har valgt dette stævne som et hyggestævne, inden det i næste uge går løs i Kerteminde med STARMAKERS.

En velfortjent hvilepause!
Jan og Bent tager en lille pauseMange frivillige medlemmer i sejlklubben har taget en ordentlig tørn, så sejlerstævnet kan forløbe gnidningsfrit til alles tilfredshed. - Her er det Jan og Bent, som tager sig en velfortjent pause.

Victor Jarvig
Victor Jarvig er 16 år og er kommet til Kragenæs sammen med sin far. Victor kommer fra Kalø Vig Bådelaug og skal sejle Europajolle. - Hans far er med som træner, så når konkurrencerne er overstået, står den på træning sammen med farmand.

Dansk Sejlunion har en repræsentant til stævnet!
Søren Badstue fra Dansk SejlunionUnder Torms Ungdoms Grandprix har Dansk Sejlunion en repræsentant til stede under hele stævnet. Det er Søren Badstue fra Vallensbæk, som er baneleder på den ene af konkurrencernes 2 baner. Under stævnet varetager han Dansk Sejlunions interesser. Kim Christensen fra Kragenæs Sejlklub er baneleder på den anden bane. Søren fortæller, at han deltager i ca 20 stævner i løbet af sæsonen. Sidste weekend medvirkede han ved et windsurfer-stævne i Ishøj og for 14 dage siden gjaldt det et stævne i Åbenrå.

Søren har kun roser til overs for det igangværende arrangement i Kragenæs og tilføjer, at det ofte fungerer meget bedre i små og mindre klubber frem for i de store. - I de små klubber er det som regel størsteparten af medlemmerne, der slutter op om sådant et stævne, hvor det i de store klubber den ene gang efter den anden mest er en lille, udvalgt skare, som er aktiv. Det mærkes på atmosfæren!

På spørgsmålet om, hvorfor der pludselig tæt op på stævnestart indløb besked fra Dansk Sejlunion om, at der alligevel ikke ville deltage et pænt antal sejlere fra henholdsvis Sverige og Polen, svarer Søren, at han er sikker på, at det må bero på en misforståelse, som ikke bunder i, at nærværende stævne er reduceret, men snarere at forventningerne om, at dette stævne kunne bruges som træningsstævne, ikke har fænget hos de aktuelle sejlere.

Bådene kom i vandet
Fredag formiddag var overskyet med en let vind men uden regn. Efter indtagelsen af morgenmaden og smøring af solide madpakker til dagens tørn gik de mange sejlere i gang med klargøringen af deres både. Nogle var lidt for hurtige og stillede sig op i køen ved slæbestederne uden at være helt parate til det, men takket være myndig ledelse af sejlklubbens officials med myndige formand Stig i spidsen gik alt, som det skulle.

Anni, harmonikaen og en masse sømandsviserSejlerne kom stille og roligt ud af havnen til deres respektive konkurrencebaner , og der var blandt sejlerne stor tilfredshed med, at man ikke skulle sejle så langt, før man var på plads. Alt forløb gnidningsløst i et perfekt farvand. - 4 sejladser blev gennemført. I alt var der én tyvstart og ingen protester.

Musik på kajen
Efter dagens dont på havet er der så noget dejligere end liflig musik fra trækharmonikaen på kajen? - Nej vel, og i Kragenæs er det ingen ringere end én af de gæve sejlerpiger, Anni, der med sine ferme fingre fremtryller den ene smægtende sømandsvise efter den anden, når hun ikke er optaget af så mange andre gøremål under stævnet. Anni er i øvrigt også forfatter til Kragenæs Sejlklubs slagsang. - Måske kan du lokke den ud af hende, når hun er i gang med harmonikaen.

En musiker kom forbi!
En irsk folkemusiker kom forbi...I skumringen fredag aften lagde et sejlskib til ved en af bådebroerne. Mens dens 2-mands besætning fortøjede skibet forsvarligt for natten inden den videre togt næste dag, kunne den ikke undgå at høre de smægtende toner fra Annis harmonika.

Sådan er det altid! - Liflige toner lokker og tiltrækker, således også denne aften. Paul Holman - den ene af de 2 besætningsmedlemmer - hankede op i sin guitarkasse og gik på besøg i sejlerteltet, hvor Anni brillerede på sin harmonika. På dansk med accent spurgte han, om han måtte være med. Tog guitaren frem fra kassen og gik så i gang. - Og hvad åbenbarede sig - et festfyrværkeri af en musiker, der med sin rustne stemme serverede det ene glansnummer efter det andet godt akkompagneret af Anni.

Det viste sig at Paul Holman oprindelig kom fra Dublin i Irland, hvor han havde ernæret sig som professionel musiker og nu boede i Kalundborg. Hvad han lavede dér fortonede sig - dertil var han alt for optaget af sin sang og sit guitarspil. Gi´ ham øl, sagde et klubmedlem, så bli´r han ved! - I skrivende stund er det fortsat rigtigt.

Nisseflaget blev sat!
Nisseflaget er satMeteologernes vejrudsigter til lørdag har ikke været de bedste, så derfor var sejlerne naturligvis spændte på, hvilket vejr, lørdagen så endelig ville byde på. Som sædvanlig, kan man næste sige, blæste det en halv pelikan, mere end fredag, og det fik da også snart følger.

Søren Badstue, banelederen på "op-ned-banen" traf beslutning om, at sejladserne her indtil videre skulle udsættes. - Det blæser for meget derude. Den gennemsnitlige vindhastighed er oppe på over 12 sekundmeter med vindstød helt op til 15, og så må 29`erne ikke sejle. Banelederen har i sådanne situationer den suveræne magt til at træffe afgørelse, og sejlerne i 29`erne accepterede da også afgørelsen uden gnidninger.

Derimod var der nogen utilfredshed hos brætsejlerne og Hobi´erne over, at deres sejladser samtidig blev udsat. Som en brætsejler udtrykte det: " Det er lige vejr for brætsejlere". Stævnelederen, Stig Knudsen, har stor forståelse for banelederens afgørelse og bakker den op - det gælder sikkerheden frem for alt!

Humøret er højt igen
Mens regnen tog til, løjede vinden af - så meget, at baneleder Søren Badstue kl. 11.00 lørdag formiddag kunne give melding om, at udsættelsen var annuleret, og at sejladserne kunne genoptages kl. 12.00.

Per og hans kite-boardDet satte gang i sejlerne. Mens regnen væltede ned fik de travlt med at klargøre deres både, og eftersom en stor del af sejlerne for længst var taget på havet og var i gang med deres konkurrencer, blev trængslen ved slæbestederne ikke nær så massiv som ved fredagens søsætninger. Kl. lidt over tolv rungede startskuddet ud over Smålandshavet. Sejladsen var i gang!

Sorg blev til glæde vendt!
Frisk vind fra nordvest - rigtigt bræt vejr, også for Per. Hurtigt ind med morgenmaden og så af sted. Per Lundemand Hansen, København, er en rigtig brætsejler, der elsker sit Kite-board overalt. Med lørdagens vind bliver det en dejlig dag på havet, hvor Per også får brug for sin store erfaring.

Og frisk over bølgen grå går det og vupti……..så ligger Per pludselig i vandet. En forkert sø har ramt ham, borte er brættet, mens Per tumler rundt i bølgerne med skumsprøjt overalt. Mens han kæmper mod elementerne er han samtidig trist til mode over at have mistet sit kære Kite-board.

Men når nøden er størst, er hjælpen nærmest. En anden frisk gut, Kim, får fisket brættet op og afleveret det til en følgebåd, mens han dernæst får hamlet op i Per, slæbt ham indenbords og bragt i land. Følgebåden bringer brættet i havn, og Per Sebastian og Frederik pakker sammenbliver på kajen genforenet med sit kære Kite-board. Om det var slut for denne dag vides ikke.

Den gik ikke!
Sebastian og Frederik trækker noget på det, da jeg spørger, hvorfor de allerede nu er ved at pakke grejet sammen.
- Har I været ude for haveri?
- Nej
- Jamen, det var sådan lidt småting. Trapezsnoren faldt fra hinanden, og så var det smadder vådt og koldt.
- Vil det sige, at I ga´ op?
- Ja, det gjorde vi vel, kommer det svagt ud af Frederiks mund, men på spørgsmålet, om de er friske igen i morgen til en ny tørn på havet, kommer svaret promte: "Selvfølgelig"
Lidt efter kommer mor, som udtrykker stor tilfredshed med, at knægtene har gennemført 3 af dagens sejladser. Og det var vel heller ikke så ringe endda!

Stilhed før stormen!
I et af klubhusets afsides liggende lokaler sidder Lisa og Karina. De har trukket sig tilbage og indtager med andægtig stilhed, værdighed og godt humør de centrale pladser vedr. resultatindsamling og formidling. Lige nu er arbejdspresset ikke så stort, men om kort tid stiger stressniveauet, når sejlerne begynder at komme i havn, og resultaterne indløber. Så er der brug for maksimal koncentration og så få forstyrrende elementer som muligt. I stilheden før stormen bli´r der lige tid til endnu engang at checke, at alt er klart.

Vådt grill-party
I ly af receptionsbygningen holdt Laserorganisationen i Danmark umiddelbart efter, at bådene var kommet i land efter endt sejlads, grillparty.

Ristede pølser og brød blev produceret i stor stil og serveret sammen med sodavand til de sultne og forfrosne sejlere. Skønt arrangørerne fra Laserorganisationen selvfølgelig havde satset på flot vejr med blå himmel og solskin til dette party, fjernede det på ingen måde humøret og lysten til at snakke om dagens sejladser.

Med regnen vedvarende silende ned fra den grå himmel kom der rigtig godt gang i snakken og ikke mindst med de polske sejlere kom der, som man havde håbet på, gode kontakter i stand.

After-party!
Fingere varmes over grillen i den kolde aftenGløderne fra grillen efter laser-party`et sender stadig sine varme stråler op i luften, og det benytter 3 gæve sejlergutter sig af, så de kan få lidt varme i kroppen. Mads, som er i færd med at varme hænderne, kommer fra Kalø Vig Bådelaug og sejler Laser standard. Jacob, siddende længst til venstre, kommer også fra Kalø Vig, mens Nicholas til højre kommer fra Horsens. Jacob og Nicholas sejler 470`er, som der desværre kun er 2 af i dette stævne.

Det synes de er lidt træls, de savner deres sejlermodstandere fra Sverige, hvor der slet ikke er kommet nogle fra, og så savner de også nogle flere sejlere fra Polen. Om dagens sejladser har de kun godt at sige. Rigtig god vind, gode forhold, hvor det er let at komme frem til banen, og fint at man ikke skal vente så længe mellem starterne.

En hyggelig havn hvor det er rart at være, synes gutterne også, at Kragenæs er.Sejlklubben kan være stolte over deres arrangement, alt ser ud til at være planlagt godt. Nicholas fortæller endvidere, at de af Dansk Sejlunion har fået besked på at prioritere dette stævne højt, så derfor tror de på, at årsagen til, at der slet ingen svenskere er, skyldes, at den svenske sejlunion ikke har fået kommunikeret dette stævne godt nok ud.

Som sejler må man tage det, som det kommer, siger de, og derfor betyder regnen ikke særlig meget. Det kammeratlige samvær og hyggesnakken flytter blot indendørs i telte og campingvogne. Det absolut største projekt før søndagens sejladser er at få sejlertøjet tørret! God vind med det projekt!

Tillykke med de 67 år
Fødselsdagsbarnet med den flotte BANAN-lagkageMens regnen fortsat væltede ned fra oven lørdag aften, var der i det store telt på kajen lagt op til hyggelige timer med nakkesteg, isdessert, rødvin, varmekanon og vand i teltet.

Skønt betingelserne var lidt barske, kom stemningen blandt sejlerfolket snart helt i top, og en tand ekstra fik den, da formanden iført røjsere, jeans og sin sædvanlige røde fleece-jakke slog på gong-gong`en, dvs. rødvinsflasken, og stående midt i den store sø midt i teltet, holdt en fin fødselsdagstale for Bo Hudtloff, der fyldte 67 år. - Bo er en særdeles god ven af klubben, som aldrig tøver med at stille sig til disposition, når klubben kalder, hvilket han bl.a. blev takket for. Som afslutning på talen bad formanden forsamlingen udbringe et leve for Bo, hvilket blev efterkommet på bedste sejlermanér. Som kronen på værket kom tjeneren ind med en flot pyntet bananlagkage, som blev stillet foran Bo ved hans bord.

Sejladsen udsat - og stoppet!
Så pakkes der sammenFor landkrabberne på kajen føltes det ikke, som om det blæste synderlig meget søndag formiddag. Ganske anderledes så det imidlertid ud ude på banerne, hvor 29`erne og Hobi´erne dystede. Den gennemsnitlige vindstyrke øgedes langsomt, og til sidst var der en middelvindstyrke på 12 m/sek med vindstød op til 15 m/sek, som medførte, at banelederen traf beslutning om udsættelse af sejladserne indtil videre.

Der var på udsættelsestidspunktet så mange kæntringer og haverier, at alle hjælpebåde var optaget af at hjælpe nødstedte sejlere. Én båd fik flækket begge sine sejl, en anden knækkede sin rorpind, og sådan blev det ved. Da banelederen herefter kunne konstatere, at der ikke længere var noget sikkerhedsberedskab tilbage, var det let at træffe afgørelsen om udsættelsen, der senere blev konverteret til decideret aflysning af resten af dagens sejladser. 1 sejlads nåede man at gennemføre!


Til ungdoms-VM i Istanbul!
Anette Lundø og hendes jolleAnette Lundø, 18 år, kommer fra Randers men repræsenterer Horsens Sejlklub. Anette sejler Europa-jolle i Kragenæs, men skifter nogle gange til Laser-jolle. Anette er en rigtig dygtig sejler, der er med på det danske ungdomslandshold og får støtte af team Danmark i form af sportstøj og lidt penge.

Anettes skolegang som p.t. hedder 2. g i gymnasiet er specielt planlagt p.g. af hendes sport, og ikke mindst i de kommende måneder er det også nødvendigt. Man kan næsten få åndenød over det program, som ligger forude for hende. I den kommende uge skal der trænes i Kerteminde, og så er der deltagelse i Starmakers samme sted. Herefter står den på træningslejr inden afgang til Istanbul i Tyrkiet, hvor Anette i sin Laser-jolle skal kæmpe om VM sammen med konkurrenter fra 62 andre nationer.

Når dette forhåbentlig er vel overstået, går turen til Starmakers i Gdansk i Polen, og dernæst følger Anettes første World-Cup-stævne ved Kielerwoche. Herefter snupper Anette lige en deltagelse i VM for Europajoller i Sverige, inden hun slutter sæsonen af på "hjemmebane" med deltagelse i EM for Europa-joller i Århus. Alt sammen inden for de næste 3 måneder.

Mens Anette drømmer om deltagelse i OL i Brasilien i 2016 bliver hun samtidig meget nærværende og udtrykker stor tilfredshed med de konkurrencer og organiseringen af dem her i Kragenæs. Det har været super-fedt, men nu er hun træt og regner med at tage sig en lille blunder, mens farmand kører bilen de 370 km hjem til Randers.

 





Gå til forsiden Gå til nyheder Kragenæs Sejlklubs interne aktiviteter (for vore medlemmer) Hvornår er klubhuset reserveret Gå til om KS Billeder i forskellige kategorier Klik her for kontaktformular Gå til links Kun for medlemmer